Forside

Om Forlaget

Skønlitteratur

Faglitteratur

Kontakt

     
 

FORTÆLLINGER OM ROBERTO

 
 

                                      

                                          Første fortælling

Den italienske dreng, Roberto, havner på besynderlig vis i Vendsyssel, hvor kærlighed og bondebrød bringer ham trygt gennem anden verdenskrig.

                                         

Fortællingen om Roberto begynder i 1939. Det år da Europas opløsning starter med Tjekkoslovakiets, Franco sejrer i den spanske borgerkrig og Mussolini erobrer det lille land Albanien. Aldrig før bliver så mange ikke-angrebspagter undertegnet og plukket i stykker, når freden er moden. Den 1. september går Hitlers tropper ind i Polen. England og Frankrig erklærer Tyskland krig. Tyskland og USSR deler Polen. Hitler paraderer, Mussolini skryder, Stalin visker veltilfreds den blodrøde borscht fra moustachen. Japan forbereder sig på at vække USA. Kort og godt, summa summarum. Ingen går fri.

Heller ikke den kommunistiske familie Rosselini, som må gå under jorden eller under vandet, som det hedder i Venedig. Familien består af hr. og fru Rosselini, Maria på seks år og Roberto på et halvt år. Dens aftale med venner, familie og den illegale kommunistiske undergrundsbevægelse lyder på, at de hver for sig flygter ud af byen og søger hen til en lille landsby, hvor faren og moren kan skjule sig som medhjælpere på et stort gartneri.

Maria får om morgenen den 16. september sin fineste kjole på, den lyslilla med skulderkappe og flæser, en ekstra madpakke i skoletasken og kys og klap af sine forældre, så hun først stirrer forbavset på dem og til sidst stamper vredt i gulvet, hvorefter hun spadserer knejsende ud af døren og ned ad Calle Albrizzi. Om eftermiddagen bliver hun hentet ved skoleporten af sin mors veninde. ”Vi skal en tur på landet,” siger hun. ”Nå,” udbryder Maria ”får jeg så en hest at se?”

Af grunde, som nok aldrig bliver opklaret, afleverer veninden Maria i et kloster. Hvorfor?  Måske af frygt for fascisterne, måske for at frelse barnet fra sin kommunistiske far, som hun aldrig har lagt skjul på, at Marias mor gjorde forkert i at vælge. Hvorom alting er - nonnerne registrerer Maria som forældreløs, tager sig kærligt af hende og vinder hendes hengivenhed.

Samme aften forsøger Moster Sofia at slentre sorgløst og uanfægtet hen ad Calle della Madonna med Roberto pakket ned i en stor håndtaske. På vej over Rialtobroen opdager hun to sortklædte herrer, som enten er skeløjede eller også prøver at følge hendes bevægelser på den for et hemmeligt politi så karakteristiske måde.  Der går panik i Sofia. Hun haster ind gennem de smalle gyder, finder det hus, hun ved, hun kan smutte tværs igennem, og når uantastet ned til havnen efter at have rystet forfølgerne af sig. Men hvor længe?  Dirrende af angst griber hun fat i en sømand med lyst hår og beder ham om at tage sig af barnet, tage det med til det neutrale Sverige. ”Danimarca” siger sømanden, som er et fjols og lover højt og helligt, fordi han er halvfuld og fuldstændig forgabt i Sofias smukke ansigt, nøddebrune øjne og lange, sorte hår. Hun presser tasken i hånden på ham, kysser ham hurtigt på kinden og forsvinder over Sukkenes Bro.

Sømanden vakler. Tasken er tung og kaptajnen ikke til at spøge med. Skal han lade den stå? Kaptajnen vil alligevel smide det overbord! Nej han kan ikke efterlade den her, hvor alle synes at stirre bebrejdende på ham.

Senere. Langt senere vakler han spøgelsesædru ombord på M/S Fortuna af København og modtages af kokken. Sømanden rækker en krumslidt højre hånd mod tasken på kajen og mumler en kortsluttet historie om smuk pige, barn og Danmark.

Kaptajnen raser og truer med både Gud, konge og Mussolini, men hans kone, der tilfældigvis er med på turen, raser lige så stik-modsat. Hun hader Mussolini og alle hans gerninger og forlanger, at de river det lille menneskebarn ud af fascisternes kløer og tager det med til Danmark. Roberto siger ingenting, han er et nemt barn og skibet sejler ved midnatstid ud i Adriaterhavet bound for Aalborg.

Om natten arresteres Sofia, føres til Rom og underkastes pinligt forhør som mistænkt for i almindelighed at deltage i et jødisk, bolsjevikkisk, kapitalistisk komplot og for i særdeleshed at skjule familien Rosselini eller i det mindste kende deres opholdssted. Commisario capo ser betaget på den smukke, nøgne Sofia, som han lige har rykket fingerneglene af, dog uden at få relevante oplysninger, hvilket tyder på, at hun alligevel ikke besidder den ønskede viden. Efter pligtarbejdet fyldes Commisario af medlidenhed med det smukke væsen og tilbyder at redde hende ud af suppedasen, hvis hun vil blive hans elskerinde. Sofia stirrer offertomt på ham fra den bagbundne stol og hovedet nikker forover, idet hun besvimer. Et fornøjet smil viser sig på Commisarios læber.

Kaptajnen nægter under alle omstændigheder at have ungen inden for sine egne fire vægge. Med stor beklemthed går kaptajnsfruen til Røde Kors i Aalborg og sætter dem ind i sagen. På kontoret befinder sig førstelærerparret fra Hande Skole. De foreslår straks et trygt og sikkert hjem hos et barnløst gårdmandspar i Hande. Et kærligt par forsikrer man og i løbet af få dage bringes formaliterne i orden. Således havner Roberto på ”Ågården” i Hande efteråret 1939 hos Laura og Christian Kamm, som opnår plejetilladelse og til sin tid rationeringsmærker.

”Han er så smuk, at det gør ondt i øjnene,” udbryder Laura gang på gang under de første dages præsentation for nabokonerne, der forstår og dog ikke forstår, føler og dog ikke føler. Skulle det virkelig være ønskebarnet? Hvad mener Kamm? Ville det ikke have været bedre med en hund, tænker bønderne. Glæden er delt i Hande, men Laura er ligeglad. ”Se på hans smukke mund og den lille kløft i hagen, er den ikke nuttet? Min lille dejlige, dejlige Nebukadneser!” stråler hun og kysser og krammer til han klynker og smågræder. Så endelig får han fred og kan sove de landflygtiges søvn.

En sær forbandelse hviler over flygtninge! Oftest gennem store lidelser bevægende sig fra sted til sted, skjulende alle tegn på deres tilstedeværelse, usynliggjorte for sig selv og andre, afskåret fra livet, truet af udslettelse, besat af overlevelsestrang, hengivet til ørkesløse spekulationer over familie og venner og dog er det værste tilbage. Efter flugten – tomheden, sulten – med rodnettet amputeret suger de sidste trævler fortvivlet til sig af de fremmede næringsstoffer, udnytter alle parasitære muligheder og gøres afhængig af en tilfældig hånd, en tilfældig hjælp. Et tilfældigt tilfælde. Et tilfældigt sted. Roberto - tilfældigvis i Hande.

Ågården ligger i Vendsyssel midtvejs mellem Garved og Hande skråt over for skolen og et lille husmandssted. Jernbanen og toget, hovedvejen og rutebilen passerer gennem Garved og kun den, der har ærinde i Hande, trasker med den samme apatiske sammenbidthed som forrige århundredes nybyggere, da de erobrede prærien, de tre kilometer ned ad den smalle grusvej over den uendelige, flade og blæsende engstrækning. De rige gårdmandskoner ringer til lærerindens mand, der er vognmand og lader sig transportere i den flotte, sorte Ford. Hvem ville ikke det, hvis hartkornet var stort nok? Først ved skolen blødes det flade, skyggeløse landskab op med enkelte træer, småskove og bakker i horisonten og løber til sidst ind i den lille, idylliske, s-formede landsby tæt ved Limfjorden.

For Roberto er krigen for længst begyndt. For Danmarks vedkommende finder krigen sted den 9. april 1940. For Handes vedkommende? Tjah, landbrugspriserne stiger, men efterhånden slipper benzinen op, det bliver umuligt at skaffe dæk og slange til bilerne og cyklerne. Vognmanden klodser sin Ford op, og da krigen udviser en forbløffende standhaftighed, bugseres køretøjet senere til ophugning. Først seks år efter krigen erhverver familien igen bil.

Laura og Christian Kamm vælger at fejre Robertos et års fødselsdag den 15. april midt i påskeferien. Både Christians og Lauras familie tropper op fra alle dele af Vendsyssel. Syv søskende på den ene side og otte på den anden plus bedsteforældre og dertil lidt fætre og kusiner. Desuden naboerne, førstelærerparret Ib og Grete Sørensen, lærerinde Boesen med sin vognmand og den ugifte husmand, Frederik. Ågårdens stuehus er en forholdsvis stor rødstensbygning i to etager og rummer med glæde de mange gæster. Den parklignende have, hvor igennem åen snor sig, indbyder til mange forskellige aktiviteter. Mod øst - og for en nordjyde er det ikke uvæsentligt med verdenshjørnerne, andre kan bare glemme dem og gør det såmænd også - altså mod øst på den anden side af åen ligger skolen og det lille husmandssted, hvor også vejen mellem Garved og Hande går forbi. Mod syd kan man fra altanen på 1. sal se Limfjorden og mod vest gårdspladsen og de trelængede udhuse.

Året efter oplever Hande sin mest dramatiske krigsbegivenhed. Et natligt bombardement i eftersommeren 1942 ryster mure og mennesker i deres uskyldige søvn. Christian og Laura griber Roberto og løber ned i kælderen, et lavloftet beklumret viktualierum. Derfra farer Laura op igen for at hente sengetøj til Roberto, derpå for at hente en stol til Christian, igen for at hente mad og drikkelse til beroligelse og i det hele taget tilbringer hun den nat mere tid oven over kælderen end nede i den. Der falder dog ikke flere bomber end de første seks-syv stykker. Sandt for dyden en uhyggelig hyggelig og nærværende nat i Hande.

Den næste dag mødes mændene, førstelærer Sørensen, vognmanden, Fredrik og Christian, på broen over til Ågården. De går i aktion og opklarer sagens rette sammenhæng. Det var et engelsk bombefly, der på vej til at bombe Aalborg lufthavn, blev opdaget af tyske jagerfly og forfulgt. For at gøre maskinen lettere kastede englænderen den tunge bombelast på det store, åbne landskab mellem Garved og Hande og undslap derved med held og dygtighed forfølgerne.

Den samme nat styrter et uheldigt amerikansk bombefly ned i en italiensk landsby, Cantosila, og dræber halvdelen af indbyggerne og ødelægger et stort gartneri.

Tiden kværner videre, ville vi end gerne stoppe op og stille et par nærgående spørgsmål. Hvem fordeler held og uheld? Hvorfor netop sådan og ikke sådan? Ville vi end gerne stoppe årets gang på den klareste, den mest nyslåede, den mest velduftende sommerdag, så får vor higen dog tiden til at ile. Det er allerede vinter 1943.

Stalin fryser ved Stalingrad, men Hitler fryser endnu mere. Stalin er en filur, han har en ræv eller en lille russisk bjørn bag øret, som alle gode fædre. Hitler er taktisk, som alle store mænd. Stalingrad er et lille memento, en taktisk tilbagetrækning. Snart er det sommer.

I Hande indføres rationering på næsten alt. Blot ikke på kærlighed. Laura bliver gravid i dette forår og ønsker sig naturligvis en pige. Laura elsker stadig sin lille Robertino. Og Roberto elsker at rede og børste sin mors hår. Om aftenen kravler han op på ryglænet af lænestolen, hvor Laura sidder og strikker og så friserer, børster og kæmmer han på livet løs, frem og tilbage, til siden, op og ned, indtil Laura siger, at han skal passe på, for det ender med, at han slider alt håret af hende. Roberto griner. Den tror han ikke på. Men Laura holder på sit og kæmpende og leende puttes Roberto i seng. Da han er faldet i søvn, kalder Laura på sin mand og sammen beundrer de den spinkle og velformede appelsin, der er faldet i deres turban.

Drengene, Roberto der fyldte fire år i april og førstelærerparrets Jan, der fylder fire i august, tager på lange ekspeditioner i haven langs åen, den forbudte, den brusende, verdens ende. Nej, Roberto ved allerede, at verdens ende ligger et stykke ude i Vesterhavet. Om sommeren kører familien nemlig med rutebilen til morfar og mormor i klitten.

Denne sommer vover Roberto og Jan sig længere bort fra gården og skolen. Med trækvognen trasker de ud ad landevejen. De holder små pauser i vejkanten, nyder at rode med skarnbasser og andet småkryb. Dejlige udflugter. Spørgsmålet er om de må? Der sker jo ikke noget, næsten aldrig en bil, en gang imellem en hestevogn, som de vinker til. Må de? Roberto mener, det er bedst ikke at spørge og ved egentlig ikke hvorfor, men måske er der en voksenregel? Roberto og Jan leger mest i haven, men i ny og næ overfaldes de af lysten til den store verden og traver ud på en solbeskinnet udflugt. En sådan dag i grøftekanten slentrer en tysk soldat hen mod dem. Han har en bagerpose så stor, så stor i favnen og i hånden en hel stang wienerbrød. Han spiser og spiser - kigger og kigger - smiler også og rækker dem bagerposen. Roberto tager imod. Den er fyldt med wienerbrød. Soldaten er væk, men så meget wienerbrød må de ikke spise på én gang. ”En tysk soldat,” siger Jan med overbevisning, mens de deler kagen til sidste krumme og stopmætte vender tilbage til de hjemlige kødgryder, som de stiltiende undlader at fortælle om det forræderiske måltid. Følelsen af at have begået en utilgivelig forbrydelse manes kun i jorden ved at holde tand for tunge og ved at undgå enhver kontakt med tyske soldater. Disse regler sætter en foreløbig stopper for udflugter og udrejselængsel.

Roberto har for øvrigt fundet på en gemmeleg i haven. Den går ud på, at én af dem skjuler sig i havens tætteste buskads. Den anden vandrer tilfældigt og intetanende rundt, nærmer sig buskadset og ud farer trolden og fanger det lamslåede menneske. Gys og fryd. Den leger de tit, så tit, at overfaldet af og til udvikler sig til et lille slagsmål med gråd, men altid er der en mor Laura eller mor Grete i nærheden til at trøste.

Trøsterigt er det at holde sig til årets gang, når slagene falder. Efter vinter kommer vår. Foråret spirer, sommeren gror, efteråret høster og vinteren vasker tavlen ren. Skaberens trygge, runde genbrugscirkel.

Vinteren er lang og træls, siger de voksne, som har svært ved at skaffe brændsel til de altædende kakkelovne og komfurer. Ingen fryser dog for alvor i Hande, selv om der er hundehamrende koldt hver morgen, indtil den nyoptændte kakkelovns kakler har suget så meget tørvevarme til sig, at de kan afgive noget til rummet, til kolde, våde, sure sokker, til kolde hænder, til kolde numser. Årets bedste julegave, en stor kasse tørv, afleveres af naboen med en halvt i spøg halvt i alvor henvisning til gammel sæd og skik. Det grines der meget af den juleaften, selv blandt de værste tørvetrillere.

Vinteren er spændende, synes børnene. Tænk sig. En februarnat, en februardag og den hele, næste februarnat står jord og himmel i et uden forskel på dag og nat i en snestorm så lang og så tæt, at den er uden mands minde. Andendagens morgen er blændende hvid og stille. Nu skal der skovles sne. Landevejen gøres fri. Mænd fra nær og fjern mødes og graver sig igennem de enorme snemasser, de bogstaveligt talt hushøje driver. Der graves og snakkes. Laura inviterer på kaffe, kaffe af den sædvanlige tilsætningsslags, som dog evner at varme. Christian forsøger at virke rolig og afbalanceret, men panikken lurer i ham. Det er lige op over med Laura. Det kunne ligne hende at få veer netop nu. Han kan ikke sidde stille. ”Vi skal sgu nok klare den unge også,” råber de efter ham.

Om aftenen, da vejen ligger farbar, får Laura veer. Jordemoderen og lægen hentes i kane. Hen på morgenstunden udløses smerten, panikken, forventningen i en velskabt pige på seks pund.

”Du har fået en lillesøster, er du glad for den?” spørger Jan den næste dag.

”Jo,” siger Roberto og ved ikke rigtig, hvad han skal være glad for. Han er glad for sneen. De graver huler fra morgen til aften og glemmer alt andet. Når de er trætte af at grave, kælker de, når de er trætte af at kælke, graver de. Dagen er kort, men lang nok til at nære en dyb, velfortjent kyndelmissesøvn med den hvide, varme dyne trukket godt op om ørerne.

For Roberto betyder foråret forkølelser, mellemørebetændelser, levertran og Laurajammer i lange sengeliggende uendeligheder. Oven i får han ”røde hunde”. Christian stikker tit hovedet ind til ham og siger vov, men ih hvor Roberto keder sig. Jan gider heller ikke sidde ved sengekanten hele dagen. Roberto finder på at rive alle Knold og Tot-siderne ud af ugebladene og får Laura til at hæfte dem sammen til en bog, som han har stor fornøjelse af, når forkølelser, fåresyge og skarlagensfeber hjemsøger ham. Både Jan og Roberto glæder sig til, at Roberto bliver rask.

Og sommeren bringer sol og sundhed.

En sommerdag besøger Christian, Laura, Roberto og lillesøster bedstefar og bedstemor i klitten.

Bedstefar står uden for stalddøren og tager imod dem. Med hovedet på skrå plirrer de små, sammenknebne øjne mod solen. Under den fedtede kasket stritter små, grå hårtotter. Den indskrumpne, men sanselige mund driver af skråtobakssovs. Han er møgbeskidt, han lugter. Selv lugter han ikke noget. Kostald, dyr og morfar går i ét. Når han står ved håndpumpen i kostalden og småsnakkende med sig selv pumper vand op til køerne, udstøder han imellem lange hååå-lyde, som vekselvis lyder klagende og triumferende. Krumbøjet ligner han en forvitret granitblok og er dog den paradoksale overgang fra mørke til lys. Bedstemor bager pandekager i køkkenet så runde og trivelige som hende selv.

En daglang rejse med flere rutebiler gennem politi- og militærkontroller bringer den udasede og sultne familien Kamm til klitten, til havet.

Men vi - du og jeg - vil ikke køre. Vi vil gå.

Forestil dig, at vi vandrer mod vest over flade engstrækninger og marker. Langt, langt ude i horisonten hæver bakker sig. De bliver større, men aldrig store, træerne vokser, vokser sig større end bakkerne. Markerne ligger som drøvtyggere på rad. Gode, genstridige, givtige, hvis det passer dem og Vorherre. Du går ind i bakkerne, mellem træerne. Skoven lugter friskt og svalt af harpiks, andre steder af råd og moskus. Det er trættende med bakke op og bakke ned, hvor retningssansen oven i købet let går fløjten. Vi sætter os og hviler. På et tyndt græsstrå piler myrer op og ned i lange kolonner i samme tempo med samme intensitet. Græsstrået er så tyndt, at de der er på vej op støder sammen med dem, der er på vej ned og omvendt, op at kigge, ned igen, bum, bum, bum. Måske undrer du dig også over, hvilken nådegave af visdom myren er begavet med.

På den anden side af bakkerne ligger mosen, milevidt, uoverkommelig, i hvert tørvestik millioner af mikrober, for hvert skridt en verden af milliarder. Det er surt slid at lægge mosen bag sig. Igen enge og marker. Luften står tyk og sødlig af nyslået hø, men himlen forandres, fordeler sig både op og ned, flyder nedad og opad, bliver næsten gennemsigtig – havet trækker. Du er der snart, tror du. De små granplantager fortæller deres. Pludselig dumper vi ind i en løvskov, der omkranser en sø med åkander, siv, iris, så at sige et smørhul midt i den rå havregrød, men hvis du ikke falder i søvn, går du med til verdens ende. Lugten af salt vibrerer allerede omkring dine sanser. Granplantagerne hælder faretruende mod øst. Husene søger læ bag hvert lille fremspring i landskabet, selv om de i dag med højt solskin forsøger at knejse. Først ser du klitterne, så hører du havet. Klitterne, disse dejlige, bløde kupler duftende saltsødt som altid. Ikke ens, hver klit sin individualitet, runding på runding modtagende havet, vinden, solen. Du skal helt op på den yderste klitrække, før du ser havet.

Endelig! Himmel og hav går i et. Flyv, svøm, kast dig i bølgerne, massér din forbrændte sjæl – men pas på. Kom igen til vinter, når stormen flår rummet i stykker, når de oprørte bølger banker løs på klitterne, når du må kratte dig fast i marehalmen som et sandskorn, når du bliver til et fnug for naturens kræfter. Da vil du erkende din afmagt i fortvivlet salighed.

Den sommer, hvor Roberto er blevet fem år får han lov at blive på klitgården og oplever han sin første forelskelse, så altomfattende og flygtig som lammeskyerne over sommerhavet ved klitterne. I flere dage ligger Roberto og snakker og griner sammen med en sød og åh så solbrændt feriepige fra bedstefars nabogård. De voksne morer sig. Da den solbrændte pige forsvinder, får han igen mere tid til at hjælpe med at fodre bedstemors høns og med at plukke bønner og bær i haven. Det er dejligt indtil ulykken sker.

En frygtelig nat vækkes hele gården af bulder og brag og sprængninger. Bedstefars får gennembryder i nysgerrig sult et svagt punkt i pigtrådsspærringen ind til et af tyskernes forbandede minefelter derude i klitterne. Roberto står i stalddøren og ser den sorte nat lure på skæret fra den osende flagermuslygte, der hænger på den udvendige stalddørskarm. I lyset fra lygten ligger og står de døde og halvdøde får og lam i blod og hvidt, slæbt og båret til huset af mændene, der tavse og febrilske redder, hvad reddes kan. Nogle af fårene er næsten én blodrød masse, mens andre kun har dekorative, røde stænk i den hvide uld. Det rødhvide billede trænger langsomt ind i Roberto og han græder sammen med bedstemor, mens hjemveen sniger sig ind over ham.

Efteråret sætter ind med regn, regn og atter regn. Robertos spidse næse sætter ind med dryp, dryp og atter dryp og dagen, hvor det både stormer og regner, sender Roberto i seng med 40 i feber, som raser inde i den lille, viljesløse krop, lige så længe stormen raser uden for. Storm og feber falder til ro. Udmattet nyder han Lauras omsorg, men begynder også at kede sig.

Mens Roberto er rekonvalescent, fyrer Laura og tjenestepigen også op i den fine stues kakkelovn og lynhurtigt, skønt Christian rynker på næsen, opbygger Roberto på det pæne gulvtæppe en by af skotøjsæsker og lignende, som Jan efter ordre og med stort besvær finder de mærkeligste steder. Byen fyldes med biler og dyr og mange gøremål. Alligevel længes de ud.

En dag fortæller Jan, at der er flyttet en ny dreng ind i villaen ved siden af kirken. Han hedder Mogens og hans far er politibetjent. Det kan man bare ikke se, for han gemmer sig vistnok for tyskerne. Men Mogens er kedelig, synes Jan, han gider ikke lege.

Så endelig, dagen med højt solskin og feberfri varme, får Roberto lov til at komme ud. Ud i haven.

”Hvad ligger du og glukker på?” spørger Roberto pludselig.

”Ingenting”

”Ingenting – så har du ikke set den?”

”Den?”

”Ja den!”

De er standset op i den bageste ”hemmelige” del af haven, mens legen puster ud og tænker sig om. Jan ligger på maven på den tykke gren, der strækker sig ud over åen. Roberto sidder magelig tilbagelænet med ryggen mod den brede, kraftige stamme og følger de gulgrønne blade, der flyder nedad åen.

”Hvafforén den?” siger Jan lidt irriteret.

”Åkatten!”

”Hvaffor en åkat?” Jan kravler langsomt ind på land.

Roberto ser alvorligt ud over åen, så smiler han lidt: ”Åkatten bor ned i åen, men den kommer kun op om natten. Den er så stor som … smedens. Den kommer op for at nappe den, der har – har – har tisset i åen og så’n.”

”Hvorfor det?”

”Fordi den ikke kan lide dem, der driller den og så’n.  Min morfar har en kat, der er lige så stor som en hund. Det er en havkat, siger han, men den er helt tam og den gør ikke noget. Den æder ti fisk hver dag, nøj hvor den æder.”

Jan griner fjollet.

Roberto ser indtrængende på ham: ”Har du lyst til at se den, så kan vi gå herned i aften, når det bliver mørkt”.

”Det gider jeg ikke, for den findes ikke.”

”Det er også lige meget, når du ikke tror på det,” Roberto begynder at klatre op i træet, ”se hvad jeg kan!”

”Det kan jeg også,” råber Jan og klatrer bagefter.

Og de kan, begge to. Roberto, lille, mørk og smidig. Jan, lysere, større og stærkere. De lærer at beregne deres vægt i forhold til grenene, at udnytte deres stærke sider og kompensere for de svage. Roberto triumferer på de tyndeste, højeste og yderste grene, men Jan er mere udholdende.

Mogens tror ikke på åkatten. Han er så sur, Mogens. Det er svært at få en leg i gang, når han er på besøg, men han er god til at lyve.

”Min far har skudt to tyskere,” siger han en dag.

”Det er løgn.”

”Det er rigtigt.”

”Det er løgn.”

Jan og Roberto ved nu, at Mogens er en løgnhals.

”Min far har lovet mig en cykel i julegave,” siger Mogens.

Det er nok også løgn! Roberto foreslår, de spiller fodbold. Det er det eneste Mogens er god til.

Gætterier, besværgelser, håb, begrundede formodninger og desperate rygter fylder vinteren, den sidste krigsvinter. Den slæber sig af sted med kulde, rationering og erstatningsvarer. I julegave får Roberto et par flotte træskostøvler, men allerede den første gang, han går tur i snesjappet, falder de fra hinanden og går i opløsning, fordi de består af pap og papir. Pis og papir, siger naboen. De voksne sukker. Roberto skælder ud, for nu tvinges han til at trække et par store, sorte, tykke uldstrømper uden på støvlerne. Det ser tøset ud. Alle længes efter bedre tider. Handes tålmodighed er ved at være opbrugt, selv om man ikke lader sig mærke med det og tilsyneladende klarer dagen og vejen med godt humør efter de forhåndenværende søms principper. Bageren spænder heste for brødbilen og hilser smilende inde bag rattet, mens medhjælperen sidder på taget og styrer hestene med tømmen. Problemerne løses på gammeldags vis med heste- og overlevelseskraft.

Også Laura har problemer. Små problemer måske, men store nok, fordi hun ikke ved, hvad hun skal stille op med dem. Roberto er blevet et problem. Det har udviklet sig langsomt, men pludselig står problemet som en uigennnemtrængelig mur. Den Roberto, der har bragt så megen glæde til hjemmet i Hande og har fyldt stuerne med lys og liv med sit alvorlige smil og sine kærlige stjerneøjne. Den Roberto slukker lyset. Laura gribes af grå tristhed og rådvildhed, hver gang drengen slår og sparker, når hun tager sig af lillesøster Helle. Hverken bønner eller trusler trænger ind i hans forladthed.

Laura leder febrilsk efter en forklaring. Er han ikke altid blevet behandlet godt og kærligt? Eller skete der noget, dengang han var to år? Den aften Laura som sædvanlig gik til sykursus og Christian listede fra en velsovende Roberto og Helle over til førstelæreren for at få et spil skak. Den aften, hvor hun kom hjem til en opløst Roberto, der lå og skreg i sit eget opkast.

Til sidst må Christian gribe ind i konflikten. ”Tiden læger alle sår,” lyder hans omkvæd, ”han vokser fra det - du har bare forkælet ham.”  Christian taler til Roberto som far til søn, som mand til mand og forklarer ham fornuft og rimelighed og lover ham toget, som de har set i kataloget – toget med lokomotiv, to vogne, seksten lige skinner, otte buede og et skiftespor.

I fødselsdagsgave får Roberto det ufatteligt flotte tog og Christian og Laura får den gamle, kærlige og glade Roberto tilbage.

Foråret lover altid noget særligt. Særlig dette forår, hvor jorden tjenstvilligt indånder solens vitaminer og puster let grønlig klorofylånde ud mellem tænderne på riven, som førstelærer Sørensen trækker gennem køkkenhavens sorte muld, mens han nynner ”Langt højere bjerge…”.  På vej hjem fra marken fløjter Christian ”… med min hakke, min skovl og min spade”, mens han stikker hovedet ind over hækken til førstelæreren og råber ”tillykke med arbejdet”. De nyder, som alle andre i Hande, forårstravlhedens visionære, jordbundne ro. Efter aftensmadens mætte mathed trænger solsortens klare fløjt ind gennem vægge og mure og Ågårdens vinduer ser solen gå ned bag røde træer og bakker.

I køkkenet står Laura og Roberto og vasker op. Pludselig råber Christian inde fra stuen: ”Tyskerne har kapituleret, Danmark er frit!!” Laura og Roberto smider hvad de har i hænderne, drøner ind i stuen og får budskabet gentaget: ”… de tyske tropper i Holland, Belgien, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig…” Laura og Christian omfavner hinanden med tårer i øjnene, mens Roberto hopper begejstret ved siden af og lillesøster betuttet sætter sig på numsen.

Det lille samfund omkring skolen mødes ude på landevejen. Førstelæreren der ellers optræder lidt fjern og ophøjet omfavner alle og enhver, især konerne og børnene, og inviterer glædestrålende på ægte kaffe. Men Laura er Laura! Hun smutter hjem og bager i huj og hast en galopkringle og finder lidt rigtig kakao. Kaffe, kakao, kringle - forår, frihed og fællesskab. Sørensen sætter sig ved det gamle trædeorgel og får alle til at synge med på ”Der er et yndigt land”.

Aftenen glider over i den stille, lune mørkning. De lyse tider og nætter står for døren.   

Tilbage

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
     
 

Copyright © 2008 Chreb Forlag.