Forside

Om Forlaget

Skønlitteratur

Faglitteratur

Kontakt

     
 

I DUR OG MOL

 
 

For en del år siden boede der i en jysk købstad en købmand, der var meget musikalsk og derfor spillede han førsteviolin i byens orkester og så skulle man jo tro, at hans lykke var gjort. Men han var ikke lykkelig og det kom sig af, at han var født med en ejendommelig skavank, som først kom til hans bevidsthed efter konfirmationen, hvor han skulle ud at danse med pigerne.

                      Det gik op for ham, at han følte sorg ved dur og glæde ved mol. Han, som elskede musik, blev stille, indadvendt og kedelig når det glade danseorkester spillede op til vals, polka og rheinlænder. Han kunne næsten ikke slæbe benene hen over gulvet og så gad pigerne ikke danse med ham. Derover græd han meget, i enrum forstås, og lod ellers som om han anså det at gå til bal for at være kedeligt og uinteressant.

                      Han gik ud af skolen og kom i lære inde i staden hos et ældre, barnløst købmandspar. Det var ikke en ulykke, men det var heller ikke lykken, selvom dørklokken spillede i mol og gjorde ham glad hver gang, der kom en kunde ind i butikken. Det var på den tid, da en kommis stod bag disken og vejede gryn, mel og sukker og pakkede varerne pænt ind i brunt papir.

                      ”Han er en flink kommis,” sagde folk, ”han har et lyst sind”. Kommisen lod dem blive i troen, for det lyse fremmer omsætningen, og i virkeligheden havde han et lyst sind bortset fra skavanken.

                      På den gamle købmands væg hang en violin og den var efterhånden særdeles slidt og støvet, men engang spillede den op til fester og baller lige til den lyse morgen, og det kunne den fortælle mange historier om, hvis den fik lov, men det fik den ikke, for musikanter har lært sig, at diskretion om de små nattetimers eskapader er guld for musikken.

                      Kommisen havde længe haft et godt øje til violinen. En aften, købmandsparret var ude til middag, stirrede han så inderligt på det smukt formede, mahognibrune træ, at han måtte røre. Det sitrede i ham og det sitrede i violinen. De forstod hinanden og kommisen kastede al sin indestængte kærlighed på købmandens spillemandsfiol, en jomfru fra Cremona med mange fornemme aner. De bad købmanden om lov til at mødes og spille sammen.

Den gamle købmand, hvis gigtsvage fingre nægtede ham enhver ren tone, skinnede som en blankslidt violinpude ved tanken om igen at høre de glade melodier løbe rundt i stuerne.

”Da jeg ikke har nogen at lade violinen gå i arv til og da jeg holder af dig, som var du min egen søn, vil jeg forære dig den,” sagde købmanden med tårer i øjnene og skyndte sig at smøre harpiks på buen for ikke at glide i det rørstrømske. Han forklarede, hvorledes buen skulle holdes fast mellem højre hånds tommel- og pegefinger og ligge på det inderste led af pegefingeren tæt ved knoen. De fire strenge kaldte han Gustav, Dorte, Anders og Else.

”Vi begynder med Anders, værsgo stryg!”

Det lød gudsjammerligt. Hunden krøb pibende hen i en krog. Katten forsvandt ud på lageret, selvom den siges at have forstand på den slags musik, men den gamle lo, som han aldrig havde gjort og aldrig siden kom til.

Øvelse gør mester og kommisen øvede sig og blev bedre og bedre dag for dag og spillede, så tårerne trillede, fordi de gamle hopsaer og polkaer, som købmanden lærte ham, gjorde ham ked af det og det følte han ikke for. Han gik i byen for at finde de rigtige noder og fandt Mozarts strygekvartet i d-mol. Den hensatte ham i en frydefuld stemning, men købmanden holdt det ikke ud. Violinen klagede sig også, men gjorde det med anstand og udsøgte udtryk. Hunden og katten havde vænnet sig til de nye toner, men købmandsparret fik dårlige nerver og det er værre end tandpine.

På grund af skavanken måtte kommisen rejse. Købmanden og købmandskonen græd, da han stod i døren med kufferten i den ene hånd og violinkassen i den anden. Det kunne ikke være anderledes.

 

Årene gik. Den gamle købmand døde og kommisen købte sin ungdoms forretning og byggede den om til supermarked. Det var tiderne. Stor forandring, men kommisen, som nu var købmanden, forblev den samme. Ugift, ensom, og førsteviolinist med skavank i byens orkester.

I København besluttede den gamle og svagelige soloballetdanserinde at tage på sin sidste danmarksturne, som hun sagde med et varmt glimt i de trætte, men levende øjne. Hendes livsmål var fyldt til randen og hun så frem til endnu engang at se de steder i Danmark, hun holdt af. Det hændte sig da, at hun netop kom til købmandens by den dag byens orkester afholdt en stor koncert til fordel for det nye kulturhus.

Hun købte billet og fik plads på første række. På programmet stod Beethovens violinsonate i F-dur ”Frühlings-Sonate”. Førsteviolinisten spillede, så tårerne løb ham ned ad kinderne. Den gamle dame var betaget og bad om en samtale med violinisten, altså købmanden. Hun takkede ham for det smukke og medrivende spil, aldrig før havde hun følt sig så fortabt ved glæden. 

”Jeg græd med Dem,” sagde hun mildt.

”Jeg græder fordi jeg har den skavank, at jeg føler sorg ved dur og glæde ved mol,” indrømmede købmanden nøgternt.

”Det er ikke en skavank, men tegn på følsomhed. Jeg forstår Dem,” nikkede damen eftertænksomt og så tilbage på et langt liv i rampelyset.

”Forstår De mig?”

”Ja jeg har også følt en stor smerte i de lyseste øjeblikke i mit liv, når glade klapsalver lød efter en vellykket optræden, ja, jeg forstår Dem.”

Da fik købmanden igen tårer i øjnene – af glæde, af sorg, af forelskelse i den dejligste kvinde, som skæbnen forundte ham at møde i sit livs efterår.

Den gamle dame så det ikke. Hun var træt, gav ham hånden og takkede endnu en gang for en smuk oplevelse.

Den næste dag rejste hun videre.

Og købmanden levede resten af sine dage med smertefuld glæde over dog én gang at være blevet forstået. Thi én gang forstået altid forstået.

Tilbage

 
     
 

Copyright © 2008 Chreb Forlag.